Hvad er dengue?

Image


Dengue er en virus der overføres af myg. Det er den myggeoverførte virus, der spreder sig hurtigst i verden. Infektionen forårsages af fire serotyper af denguevirus (DENV-1 til DENV-4), som overføres af myggearten Aedes – hovedsageligt Aedes aegypti og Aedes albopictus. Disse myg trives i byområder og er aktive om dagen og i de tidlige aftentimer. På verdensplan estimeres det, at der forekommer ca. 390 mio. dengueinfektioner om året, og antallet fortsætter med at stige. [1]


Overførsel og global byrde

Denguevirus findes primært i tropiske og subtropiske områder, med store udbrud rapporteret i Asien, Latinamerika og Afrika. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er mere end 100 lande berørte. [1]De senere år har risikoområderne udvidet sig som følge af rejseaktivitet og urbanisering. Også i dele af Sydeuropa er der meldt om sporadiske tilfælde af lokal smitte.


Fra 2010–2017 var de hyppigst rapporterede regioner
for rejserelaterede dengueinfektioner følgende:

Image
Image


Klinisk oversigt

De fleste dengueinfektioner er milde eller asymptomatiske, men nogen kan udvikle sig til alvorlig denguefeber, som kan medføre blødning, plasmalækage eller organsvigt. Alvorlige tilfælde kan føre til hospitalsindlæggelse, især for personer med kroniske tilstande eller tidligere dengueinfektion. [1], [2] Eftersom der ikke findes nogen specifik antiviral behandling, er det afgørende, at tilstanden identificeres på et tidligt stadie, og at der iværksættes nødvendig medicinsk behandling for at forebygge komplikationer. [1]


Langsigtede virkninger og symptomer efter dengue

Enkelte patienter, som bliver raske efter sygdommen, kan opleve langvarige postinfektiøse symptomer, som træthed og nedsat koncentration, der kan vare fra nogle uger til flere måneder. [3]  Ifølge nylige analyser anslås forekomsten af postinfektiøs træthed blandt denguepatienter at være ca. 20 %. [3] Sandsynligheden for træthed efter denguefeber ser ud til at stige med sygdommens sværhedsgrad, og den er højere blandt kvinder og personer med allerede eksisterende komorbiditet. [3]

Flere studier har desuden påvist en øget risiko for neurologiske og psykiatriske lidelser efter en dengueinfektion – blandt andet Parkinsons sygdom, demens og humørsvingninger eller angstlidelser, sæligt blandt ældre voksne. [4] Men yngre patienter er heller ikke fritaget for langvarige virkninger. I et vietnamesisk studie opgav 47 % af de børn, der blev diagnostiseret med denguefeber, at de havde mindst et vedvarende symptom efter infektion i løbet af en tre måneders opfølgningsperiode. [5]


Relevans for sundhedspersonale

Selvom dengue ikke er endemisk i Danmark, er sygdommen alligevel en klinisk relevant diagnose blandt rejsende, der vender hjem fra endemiske områder. Infektionens udbredelse og sæsonrelaterede svingninger varierer fra land til land, og sundhedspersonale bør holde sig opdateret om aktuelle udbrud og risikomønstre. Der findes pålidelige opdateringer tilgængelige via WHO, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og Statens Serum Institut (SSI).

Referencer

  • 1. Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Dengue and Severe Dengue Fact Sheet, 2025.

  • 2. Guzman MG et al. Nat Rev Dis Primers., 2016; 2:16055.

  • 3. Sangkaew S et al. Lancet Infect Dis., 2021; 21:1014–26.

  • 4. Aggarwal C et al. More than half of severe dengue cases due to primary infection in India. Nat Med., 2024; 30: 670–74.

  • 5. Narvaez F et al. Similar disease severity for primary and secondary infections (caused by DENV-1 and DENV-3) in Nicaragua. medRxiv., 2024; doi: 10.1101/2024.02.11.24302393.